Sæt kikkerten for det gode øje, der er altid noget, der fungerer.

Det vi fokuserer på, bliver vores virkelighed - Pygmælion effekten.

Vores sprog skaber vores virkelighed, både de indre dialoger og vores kommunikation – brug ressourcesprog frem for mangelsprog.

Et negativt sprogbrug med negative forventninger til andre og os selv skaber adskillelse og isolation og reducerer mulighederne for udvikling.

Et overskudssprog synliggør muligheden for fælles succes.

Vores måde at kommunikere på påvirker altid vores relation til den, vi kommunikerer med.

At modtage anerkendelse er at føle sig accepteret som den person, man er på godt og ondt.

Anerkendelse er livsvigtig for et sundt selvværd, det er identitetsskabende.

Det er muligt at anerkende et andet menneske uden at være enig med dette menneske.

Anerkendelse handler om forståelse – ikke om ris eller ros og dermed bedømmelse og vurdering.

Når vi forsøger at forstå de bagvedliggende årsager til vores handlinger (præmisser), vil vores handlinger kunne ses i et nyt lys.

Når vi flytter fokus fra at forsøge at forstå, hvad der er galt med personen til at forstå, hvordan vi kan spille en positiv rolle i personens udvikling, stiller vi ressourcer til rådighed.

Det vi gør, gør vi altid i forhold til nogen eller noget. Vi søger altid efter måder at passe ind i vores sociale verden.

Vores handlinger er ofte baseret på vores forventninger til, hvordan andre reagerer.

Forventninger inviterer ofte til den adfærd, vi forventer.

Adfærd forstås snarere som en respons på den relation, vi har til omverdenen end som en indre tilstand.

Vi lever i de historier andre og os selv fortæller om os og hvis vi ændrer historien, har vi mulighed for at ændre handlemulighederne for andre og os selv.