Profil

sundhedstanken.dk © 2015

Beslutningsevnen

- er forandringens kraft – at vinde starter med at begynde.

At sætte mål

- giver vores liv fokus og flytter os i den retning, vi gerne vil bevæge os.

For at opnå nye resultater

- må vi være klar til at se verden på en ny måde og ændre vores vaner og adfærd. Vi må aktivt værdsætte det anderledes for at åbne døren til nye tankegange, løsninger og muligheder. Vi må begynde med os selv.

Sundhedstanken

- et liv i balance

Ideen bag

Sundhedstanken repræsenterer et ønske om mest mulig trivsel til så mange som muligt - den repræsenterer mine tanker om og forståelse af sundhed og trivsel.

Det er mit ønske at skabe et udgangspunkt, hvor min viden kan fungere som optankning for andre, der ønsker støtte og vejledning til at skabe mere balance i deres liv.


I min forståelse ses sundhed grundlæggende at handle om at have det godt og trives med sig selv og sine omgivelser. Der er overvejende fravær af symptomer, og man oplever at have et aktivt forhold til sit eget liv. Sundhed vedrører en positiv helbredsopfattelse, fravær af både fysiske og psykiske symptomer samt en god almen funktionsevne.

Trivsel er nært knyttet til sundhed og omfatter både det almene velbefindende, glæden ved tilværelsen, selvtillid og en følelse af at leve et godt liv. Trivsel vedrører både at have det godt, at forvente noget af tilværelsen samt at kunne overvinde de udfordringer, livet byder på.

Som i WHO’s program ses sundhed og trivsel som en ressource i hverdagen.

Mennesket bag

Mit navn er Lene Hornbæk Mikuta, jeg er 58 år, gift og har 2 voksne børn på 27 og 30 år.

Jeg har arbejdet med mennesker hele mit liv. Først som tandlæge med egen praksis, senere med omsorgssvigtede børn og unge med brug af min psykologifaglige viden og i de seneste år med stress og mindfulness som freelancer og i egen virksomhed.

Jeg er uddannet tandlæge i 1984 og har arbejdet som sådan frem til 1997, hvor jeg på grund af en kronisk gigtsygdom må afhænde min klinik. Herefter startede jeg på psykologiuddannelsen på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Jeg afsluttede min bachelor i psykologi i 2002 og efterfølgende min pædagogiske kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi i 2006.

Jeg har skrevet speciale i oplevelse og udvikling af psykisk sundhed.


Jeg har drevet virksomheden Sundhedstanken siden januar 2012.

CV


2018 - Yoga mod stress uddannelse - 100 timer v/ Anne Goncalves


2018 - Neokognitiv stresscoach v/ Neokognitivt Institut


2016 - Yin Yoga Immersion - 30 timers fordybelse i yin yoga v/ Mari Nordstrøm


2016 - Kursus i METAkognitiv psykoterapi v/ Linda Burland Sørensen


2016 - ACT - Acceptance and Commitment Therapy kursus v/Susan Møller Rasmussen


2012 - Mindfulness retreat - advanced level. 4 dages intensivt kursus for instruktører (trin 2) v/ Cektos - Charlotte Koch Andersen


2012 - Mindfulness instruktør fra At Work Skolen


2011 – Certificeret stresscoach fra Forebyg Stress v/ Bjarne Toftegård


2011 – Trin 1 i Mindfulness Baseret Kognitiv Terapi/Stressreduktion fra Kognitiv Center Fyn


2011 – Kursus i Pre-Pilates v/ Den Intelligente Krop – Lotte Paarup


2011 – Kursus i Åndedrættet er motoren v/ Den intelligente Krop – Lotte Paarup


2010 – 2 dages kursus i Livshistoriebøger v/ Ingrid Strøm


2006 – Pædagogisk kandidateksamen i pædagogisk psykologi v/ DPU. Specialetitel Oplevelse og udvikling af trivsel og psykisk sundhed – et salutogenetisk perspektiv.


2002 – PD i psykologi v/ DPU


1984 – Tandlæge v/ Københavns Tandlægehøjskole


1979 – Matematisk – fysisk student v/ Nakskov Gymnasium

Værdi og menneskesyn

Vi lever i et samfund, der på mange måder er kompliceret og der stilles hele tiden nye krav til det at være menneske. Der stilles krav om at kunne være fleksibel, at kunne begå sig i flere sociale arenaer, kunne træffe valg, besidde ressourcer til at forstå og handle og til at kunne skabe sig selv. Der er tale om mange muligheder, men også om en potentiel belastningsrisiko.

I det perspektiv bliver arbejdet med personlig udvikling og skabelse af balance og trivsel et livslangt projekt med at styrke selvværd, selvtillid, selvstændighed og kompetenceudvikling m.m., så vi rustes bedst muligt til at foretage valg og leve vores egne livsprojekter.

Sundhed, trivsel og livsbalance kommer ikke af sig selv, men er altid i spil i hverdagslivet i samspil med betydningsfulde andre.

Menneskelige samværsformer præget af ligeværdighed, respekt og anerkendelse er måden, hvorpå vi udvikler og stimulerer til psykisk sundhed og trivsel. Måden, hvorpå vi relaterer os til hinanden, har og får betydning både for den andens og vore egne udviklings og trivselsprocesser.

En afgørende faktor for vores oplevelse af sundhed og trivsel synes at være vores oplevelse af at have personlig betydning og med/selvbestemmelse i samværet med andre. Disse oplevelser fører til en udvikling af en følelse af mestring, som er forbundet med en indre følelse af sikkerhed og personligt selvværd.

Selvbestemmelse forstås som menneskets evne til at yde indflydelse på egne livsomstændigheder på baggrund af en autentisk oplevelse af både egne og andres behov og på baggrund af en erkendelse af de aktuelle handlemuligheder. Selvbestemmelse er ikke det samme som entydigt at bestemme selv, men betyder, at alle har ret til at udvikle rådighed over eget liv.

Udvikling af selvbestemmelse sker gennem relationerne til andre og i kraft af en indleven i og accept af andres behov for udvikling af rådighed over deres eget liv. Selvbestemmelse kan ikke udvikles alene eller på bekostning af andre, selvbestemmelse udvikles i samspil med andre i de relationer, hvor både egne og andres behov bliver tilgodeset.

Ud fra nyere forskning er det rimeligt at tænke sig, at mennesker har kapacitet til at forandre sig livet igennem og at konsekvenserne af erfaringer i den tidlige alder vedvarende ændres gennem senere erfaringer.

Der er altså tale om et menneskesyn, hvor det enkelte menneske ses som aktiv handlende i forhold til sin egen udvikling og til omverdenen. Et menneskesyn, hvor udvikling ses som en kompleks proces, hvor hverdagsepisoder og relationer mellem mennesker ses som afgørende.

Etik

Jeg har naturligvis tavshedspligt og alle oplysninger, der fremkommer under en samtale, et kursus eller et foredrag, vil blive behandlet med fuld fortrolighed.

Teoretisk udgangspunkt

Mit psykologifaglige udgangspunkt er salutogent, systemisk, narrativt, anerkendende, kognitivt og metakognitivt.

Læs mere om teorierne; Det salutogene perspektiv, det systemiske perspektiv, det narrative perspektiv, den anerkendende tilgang og den kognitive tilgang.  

Kilde- og litteraturhenvisning

Kilde- og litteraturliste findes her.

Lene Hornbæk Mikuta

Mobiltlf.:

+45 61 70 88 92